Bestyrelsen har det overordnede ansvar for ledelsen af foreningen. Her er hvad du som bestyrelsesmedlem bør vide.
Normalt er det kun ejerforeningens medlemmer, der er valgbare. Man kan også vælge en ægtefælle, partner eller nærtstående slægtninge til foreningens medlemmer. Helt grundlæggende er det vigtigste kriterium, at personen er myndig. Hvem der kan betragtes som medlem, er bestemt ud fra foreningens vedtægter.
Normalt vælges der fem bestyrelsesmedlemmer - herunder formanden. Ved at der udvælges et ulige antal medlemmer, er det nemmere at afgøre, om et forslag skal vedtages eller ej.
Desuden vælges der som regel to suppleanter, der vil kunne overtage, hvis et bestyrelsesmedlem stopper eller er fraværende.
Medlemmerne vil kontinuerligt og efter fastlagt system blive skiftet ud. Halvdelen af bestyrelsens medlemmer og suppleanter afgår ofte hvert år. Det sker i overensstemmelse med den rækkefølge, som de er blevet valgt i, og som fremgår af foreningens vedtægter. Det er vigtigt at tilføje, at et bestyrelsesmedlem kan vælge at stoppe i bestyrelsen til enhver tid.
Bestyrelsesformanden i en ejerforening bliver ofte valgt særskilt og kommer herefter til at fungere som en af ejerforeningens mest mærkbare personer. Bestyrelsesformanden agerer som ansigt udadtil og som kontaktskaber mellem bestyrelsen, administrationen og foreningens medlemmer.
Formanden har også til opgave at indkalde til bestyrelsesmøder, når det er nødvendigt. For at sikre variation og fair rollefordeling afgår formanden ofte hvert andet år.
Overordnet set er det bestyrelsens rolle og opgave at have overblik over ejerforeningens daglige drift. Det er også bestyrelsens rolle at forholde sig til lovgivningen, ejerforeningens formål, vedtægter og de beslutninger som træffes på generalforsamlingerne.
Det er også vigtigt, at bestyrelsen forholder sig til bygningsreglementet og handler i overensstemmelsen heraf.
Et andet ansvar som bestyrelsen har, er at føre de beslutninger, som træffes ved generalforsamlingerne, ud i livet. For at nye beslutningsforslag tages op til overvejelse, er det også bestyrelsens ansvar rettidigt at indkalde til generalforsamling. Bestyrelsen skal også have overblikket over fællesbidrag, forsikringer, kontrol med administrationen, kontrol med opbevaring af personfølsomme data m.m.
Til sidst kan bestyrelsens ansvar bestå i et strafansvar eller et erstatningsansvar. Det kan altså være bestyrelsens opgave at holde opsyn med lovovertrædelser i ejerforeningen. Herefter at forholde sig til sanktionerne eller at indgå i medlemmernes erstatningssager.
Læs mere om bestyrelsesansvarsforsikring og bestyrelsens erstatningsansvar her.
Det bedste for medlemmerne og ejerforeningen er, at bestyrelsen fremstår og handler aktivt og initiativrigt. For bestyrelsesmedlemmerne er det klart at foretrække, at teamet bag har gåpåmod, god stemning og en lyst til at gøre en forskel.
Det er vigtigt at bestyrelsen lægger vægt på intern og ekstern kommunikation: Det handler om at være i kontakt med medlemmerne af foreningen på en måde, så de føler sig set og inkluderet. Det kan blandt andet være en god idé at holde kontakt over en facebookside og arrangere sammenkomster fx en sommerfest, hvor det sociale også prioriteres.
Hvis du allerede sidder i bestyrelsen i en ejerforening, så har vi lavet en artikel med gode råd, der beskriver, hvordan I holder et godt online bestyrelsesmøde her.